Til alle jer der ikke kender Pororo kan jeg sige at han er en frisk lille pingvin der bor i det kolde nord og laver masser af fis med sine venner. Den har altid været et stort hit hjemme hos os, så derfor skal mindste manden selvfølgelig have sådan en kage på sin 2 års fødselsdag.
Kagen er lavet af chokoladekagen her ganget op med to. Derefter er den delt i to på midten og fyldt med en blåbærcreme.
Sneboldene er hvidchokoladetrøffel med lemoncello og overtrækket er en blanding af fondant og marcipan.
Blåbærcreme
½ liter piskefløde
1 pose frosne blåbær
Et par spsk sukker
Lidt vanilje
Lad blåbærene tø op. Hæld dem i en skål og tilsæt sukker og lad dem trække ½ times tid.
Pisk fløden til en hård skum og tilsæt vanilje efter smag.
Blend blåbærene til en ensartet puré og vend det i piskefløden.
Hvidchokoladetrøffel
200 gr hvidchokolade
2 spsk piskefløde
Korn fra en vaniljestang
2 spsk limoncello
Smelt chokoladen over et vandbad. Når den er helt smeltet tages den af varmen og og vanlijekornene blandes i.
Fløden varmes op til kogepunktet og røres i chokoladen.
Til sidst tilsættes limoncelloen og det blandes godt sammen.
Stil blanding på køl. og lav små kugler af den når den er helt kold.
Her har jeg rullet dem i kokos og drysset med hvid glimmer for at få dem til at ligne snebolde, men man kan sagtens også lave overtrække dem med mørkchokolade. De er helt klart nemmest at arbejde med når de er kolde.
De blå skyer har jeg lavet med en glimmerspray. Riv/klip et stykke køkkenrulle i nogle bølgede kanter og brug den som skabelon når du sprayer.
Pororo er lavet som run out / color flow. Er der nogen der vil vide mere om det, siger I bare til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar